Oplev ornamenter og mønstrer i Sund By Butikken

01. november 2017

Fernisering og udstilling fra "Snurretoppen"

Oplev ornamenter og mønstrer Sund By butikken

Kunstskolen for udviklingshæmmede ”Snurretoppen” udstiller kunstværker med mønstrer og farver i Sund By butikken på Åboulevarden i Horsens. De to kunstelever Troels Hugger Krøyer og Jane Marie Madsen bruger begge tætte ornamenteringer i deres kunstneriske arbejder. De er gået i samarbejde med butikken om at vise deres værker.

Troels er utrolig omhyggelig i sine sirligt udførte tegninger. Der er ofte et figurativt udgangspunkt i Troels’ værker, som de fantasifulde mønstringer breder sig ud fra og fletter sig ind og ud imellem.

Jane besidder en sand ekspressiv kunstnerisk sjæl, som kommer til udtryk i hendes umiddelbare og energiske malerier. Malerierne opnår en kraftig stoflig struktur i overfladen gennem utallige overmalinger. De skulpturer Jane laver er opbygget af uendeligt mange sammen limede smådele, som undervejs i processen er blevet bemalet. Den kaotiske opbygning samler sig til en ny og overraskende helhed

Værkerne kan erhverves til yderst tilgængelige priser.

Fernisering

Onsdag d. 8. november kl. 13.30 – 15.00. Her vil Ingerlise Thaysen, næstformand for Velfærds- og Sundhedsudvalget i Horsens Kommune sammen med en af kunstnerne åbne udstillingen.

Udstilling

I Sund By indtil d. 8. januar 2018 på Åboulevarden 52 i Horsens. Alle er velkomne.

 

Med venlig hilsen

Peter Evald Jensen, Kunstskolen Snurretoppen, Tlf.41260570

Jesper Nielsen, Sund By, tlf. 76 29 36 75.



Horsens Sund By/Sund By Butikken 
Åboulevarden 52
8700 Horsens
Telefon: 76 29 36 75
Mail: sundby@horsens.dk