Der er fokus på en grønnere og vildere hverdag, når Horsens Sund By, Repair Café Horsens, Horsens Grønne Nabofællesskaber og Vild med Horsens, fra den 22. april og til den 27. april 2025 inviterer indenfor i Kuben på Søndergade i Horsens.
I Kuben kan du opleve tankevækkende udstillinger, nørklerier og workshops og inspirerende samtaler med grønne aktører i Horsens. Den grønne omstilling er noget, vi er fælles om, men som vanedyr kan det være svært at ændre på det vi er så vant til. I Kuben kan du møde vane-venner og finde inspiration til at vende dine vaner!
Tirsdag den 22. april kl. 10.30 klipper vi snoren og åbner de to udstillinger 'Plastikbjerget' og 'God Tøjsmag'. Denne dag fra kl. 10.30-12.30 kan du også være med til at sy Fællesskabets Dug sammen med Emilie. Fællesskabets Dug er et projekt om de tråde, der binder os sammen og skabes af genbrugstekstiler med omtanke.
Torsdag den 24. april kl. 10-12 kan du møde Repair Cafeen fra Horsens Bibliotek. Har du tøj, elektronik eller andet du skal have fikset? Så kom forbi og lad os give en hånd med.
Fredag den 25. april kl. 15-17 bliver Kuben vild! Kom og mød Horsens Grønne Nabofællesskaber og få en snak med en Biodiversitetsambassadør. Har du fikse fingre kan du folde din egen frøpose og fylde den med frø, strikke din egen skuresvamp, eller lave din egen kaffe-skrub (og få en masse inspiration til hvad du også kan bruge kaffegrums til.)
Kom og bliv vilde med os i Kuben!